Nummerpladerne på Bonaires biler praler med at øen er ”Divers paradise”…og det er ikke bare tomme ord.

Indrømmet, jeg var lidt loren ved at skulle bruge 21 timer (fra domicilet i Danmark til de ophovnede fødder kunne plantes  Bonaire), men min tvivl blev gjort til skamme. Koralrevet, der omkranser den lille karibiske ø ( den er mindre end Falster) huser på ca. 350 arter af fisk mellem over 50 arter af hårde og bløde koraler. Og det bedste af det hele er, at revene langs hele øens vestkyst er ”let tilgængelige”. Det betyder man på et almindeligt (gratis)  turistkort kan se, hvor dykkerstederne er – og på landevejen, der fører langs kysten, kan finde dem via gule skilte.  Easy mannn. Det lidt svære kommer så, når man iført sit harnisk skal forcere en halv til hel meter rimelig lodret (skarp) koralkant/væg for at komme i vandet. Men derfra er det let og belønningen er stor. Sigtbarheden i midten af december  var ca. 10 – 15 meter og dykkene bød på alt fra havskildpadder og ørnerokker til renserejer og børsteorme.

Selvom det turkisblå, 28 grader varme vand var indbydende, skulle øens jordiske ( ovenvands) attraktioner også udforsket. På østkysten fandt vi laguner med fouragerende flamingoer og padlede i et sindigt kanalsystem gennem mangroverne. Det blev også til  hiking i Washington-Slagbaai National Park i den nordlige ende af øen. Turen gik  gennem kaktuslandskab, hvor firben og leguaner boltrede sig, – til den vindige østkyst, hvor skumsprøjt og blowholes var en del af naturshowet.

Turistmyndighederne fortæller at 80 procent af de besøgende vender tilbage. Jeg tror dem.